Mandag uge 36: Dahl med ris og kogte majskolber

Ja, der stod jo kartoffelmos på madplanen, men nærmest alle kartoflerne i den pose vi havde købt var grønne. Mega øv! Havde glædet mig meget til mos, men så måtte vi lave ris til i stedet for, og det er jo også lækkert.

I ved godt, hvordan man koger ris og majskolber, så I må nøjes med opskriften på dahl, eller linsesovs er det jo faktisk bare. Jeg gjorde ca. således:

Linsesovs:

Et stort løg

Tre fed hvidløg

Ca. 2,5 dl røde linser (husk at skylle dem)

En dåse hakket tomat

Fire spsk. ajvar (kan undlades)

Oregano, salt + peber

Vand efter behov

Løg og hvidløg hakkes fint og svitses af i lidt olie i en gryde. Tomat, linser, ajvar og vand tilsættes. I takt med at linserne suger vandet tilsættes mere vand.

Tilsæt oregano, salt og peber og lad det hele koge indtil linserne er møre og har optaget alt vandet.